Lige for at bygge videre på en sideløbende diskusssion der var i en anden tråd og udveksle erfaringer med jer andre.
Hvor langt har I kørt i jeres MX-5 i forbindelse med en ferietur, hvordan var det og hvilke erfaringer gjorde I jer?
Jeg lægger for!
Min kone og jeg kørte i sommers til Toscana, Italien i vores. Turen derned gik via Nürburgring hvor der blev kørt en omgang og så videre til Schweiz. I Schweiz kørte vi over fem bjergpas, hvilket var en helt igennem fantastisk oplevelse som jeg absolut må prøve igen. Herfra gik turen gennem et steghedt motorvejsnet i Italien og til vores destination i Toscana.
I Toscana kørte bilen ikke ret meget pga at det ganske simpelt var lettere at færdes til fods og ved besøg i storbyerne tog vi i stedet toget der intet kostede og bragte os der hvor vi ønskede. En enkelt tur blev det dog til, vi kørte til Maranello for at se på Ferrarier. På behørig og uplanlagt vis gik denne tur naturligvist også over et par bjerge hvor vi nærmest kørte igennem vinmarker og deslige... tak GPS! (Samme GPS der i øvrigt ledte os ind på en ensrettet vej IMOD trafikken!!!)
Hjemover kørte vi den lige vej... pænt kedeligt, men vi skulle bare hjem. Tog turen non-stop - 1.700 km på 23 timer incl. fire timers kø i middagsheden i Italien - og så lige en del pauser om natten i Tyskland! Kan ellers nok lige sige at Kassel bakker er pænt sjove når man har 3 - 4 spor helt for sig selv om natten
Vi kørte med toppen oppe på næsten alt motorvej vi kørte på - varme og støj var for påtrængende topløst. Bilen var pakket godt i bagagerummet, men til trods for sænkning oplevede vi meget få gange at baghjulene havde kontakt med inderskærme.
Det meste af tiden blev der kørt stints på ca. 300 km - pauser blev holdt ved optankninger og lidt ind i mellem når varmen bare blev for meget, eller blæren fyldt... Vi havde en lille blød køletaske med som vi havde lidt frugt, nogle vand og lidt kiks i - det var helt suverænt til at holde humøret oppe undervejs.
I alt strak turen sig over 4110 km på 10 dage - en skøn ferie!

